Som 17-årig havde Frederik Sigil svært ved at finde meningen i tilværelsen. To gange satte han sig beruset bag rattet og kørte galt. Kort efter forlod han sine vante omgivelser på Sydsjælland og tog til Ørestad, og i år kan han fejre et år som købmand i butikken i Ørestad City.
Frederik Sigil var bare 23 år, da han sidste år overtog nøglerne som købmand i REMA 1000-butikken i Ørestad City.
Dermed indfriede han samtidig et mål, som han havde haft, siden han som helt ung underskrev sin elevkontrakt. Han ville have sin egen REMA 1000-butik, inden han fyldte 25.
Først i november runder Frederik et kvart århundrede, og samtidig kan han se tilbage på sit første år som købmand i Ørestad City.
Et år, der har budt på mange lange arbejdsdage, en stor udskiftning i personalet og ansættelsen af Frederiks første elev, Noah.
”Det er fedt at kunne give det videre, som jeg selv har lært. Jeg ser et stort potentiale i den unge mand, og det føles lidt som om, at cirklen bliver sluttet,” siger 24-årige Frederik Sigil, der bor sammen med sin kæreste i Ørestad Syd.
Tidligere i år blev både hans egen og den anden REMA 1000-butik i Ørestad desuden nomineret til Ildsjæleprisen. Det var dog ishockeyklubben Copenhagen Falcons, der endte med at løbe med sejren.

Droppede ud af gymnasiet
Frederik begyndte som ungarbejder i REMA 1000 i Vordingborg, da han var omkring 16-17 år. Hurtigt fandt han ud af, at han trivedes bedre med arbejdet i butikken end med de stillesiddende dage i gymnasiet.
”Da jeg oplevede sammenholdet i butikken, blev jeg mere og mere opsat på, at det var i REMA, min fremtid lå. Jeg syntes, det var meget federe at være på gulvet i butikken end at gå i gymnasiet.”
Derfor droppede han snart ud af HHX for i stedet at satse på en karriere i REMA 1000.
Da han senere skrev under på sin elevkontrakt, spurgte han sin daværende købmand, hvor gammel han havde været, da han fik sin første butik. Svaret var 25 år.
”Jeg sagde til ham for sjov, at jeg ville være yngre end dig, når jeg en dag bliver købmand.”
Samtidig fik han et tæt forhold til købmanden og hans familie, der sammen drev butikken.
”Det var ligesom at blive en del af en familie – deres familie. Den købmand, jeg var hos, arbejdede sammen med sin kone og sine to sønner. De tog mig virkelig ind, og de har lært mig næsten alt, jeg ved om at drive forretning.”
Kørte galt to gange
Mens mange af Frederiks venner gennemførte HHX, arbejdede han selv på fuld tid. Men som 17-18-årig fik han en krise over, at han ikke kunne spejle sig i vennerne, der havde en helt anden hverdag end hans egen.
”Jeg stod nok midt i en livskrise, hvor jeg havde svært ved at finde meningen med det hele.”
Han arbejdede mange timer og nogle gange mere end 12 timer på en dag. Samtidig tog han i byen med vennerne og drak til langt ud på natten, selv om han skulle møde tidligt på arbejde dagen efter.
”Det hang ikke længere sammen.”
Flere gange satte han sig beruset ind i sin bil og kørte afsted. To gange endte det med en ulykke.
Bilerne blev ifølge Frederik mere eller mindre totalskadede begge gange, men ingen kom alvorligt til skade.

”Jeg turde ikke tage chancen og lade det ske en tredje gang. Jeg afleverede bilen og takkede nej til at få den tilbage fra leasingselskabet.”
Ørestad var det bedste match
Med hjælp fra sin daværende butikschef nåede han frem til, at han havde brug for at komme væk fra de omgivelser, han kendte.
Han tog derfor toget til København med sin cykel og brugte en hel dag på at cykle rundt mellem hovedstadens REMA 1000-butikker for at finde et nyt sted at arbejde.
Da han kom til Ørestad Syd og mødte købmand Dennis Holm, følte han med det samme, at han havde fundet det rette sted.
”Vi havde en god snak, og jeg kunne med det samme mærke, at Dennis forstod mig og kunne lære mig en masse.”
Dennis Holm fortalte i første omgang Frederik, at han ikke havde råd til at ansætte ham, men skiftede efterfølgende mening, da han så Frederiks engagement.
Flere år senere var det også Dennis Holms kone, Karina Holm, som Frederik overtog butikken i Ørestad City fra.
”Vi har stadig et godt bånd og hjælper hinanden på det professionelle, men også det mere personlige plan,” siger Frederik.
Sov under skrivebordet
Det første år med egen butik har været hårdt og lærerigt for den unge købmand.
Frederik vurderer selv, at han har arbejdet mellem 50 og 120 timer om ugen, afhængigt af hvor travlt der har været. Enkelte gange har han sovet under skrivebordet i butikken.
Da han sidste år fejrede jul i Jylland, men skulle møde ind til en morgenvagt dagen efter, kørte han tilbage mod Ørestad midt om natten – men denne gang uden en dråbe alkohol i blodet.
Som REMA-købmand er Frederik franchisetager og driver dermed sin egen forretning med et stort ansvar for, at økonomien hænger sammen. Netop det ansvar motiverer ham.
”Hvis det går godt, kan jeg takke mig selv for det, men går det skidt, er det også mit ansvar. Det motiverer mig, at jeg står til regnskab for, at butikken klarer sig godt.”
Trods de mange timer i butikken er Frederik stadig glad for det valg, han traf, da han droppede gymnasiet.
”Det er det her, jeg er god til, og jeg er stolt over, hvor langt vi er kommet på et år. Jeg er stolt af mit personale, og jeg håber, at jeg skal være REMA-købmand mange år endnu.”








