I dag starter musikfestivalen Copenhell for 13. gang på Refshaleøren. Men om to år udløber kontrakten med ejerne af området. Enhedslisten og de radikale på Københavns Rådhus foreslår nu en ny festivalplads – på golfbanen Royal Golf i Ørestad City.
Københavns Kommune har i flere år screenet flere lokaltioner for en fremtidig festivalplads for 50.000 gæster i København, men uden at den rigtige er fundet. Tidligere har politikerne for eksempel undersøgt muligheden for en festivalplads på Selinevej, men heller ikke her er projektet lykkedes.
Nu peger Enhedslisten og Det Radikale Venstre på golfbanen i Ørestad City som den perfekte placering.
“Vi har i flere år undersøgt de samme pladser igen og igen. Nu skal vi have en langsigtet plan, og det grønne område ved siden af Bella Sky er en god mulighed at undersøge. Pladsen er både stor og tæt på metro og skal bruges rekreativt, når der ikke er festival. Men hvis vi vil have en permanent festivalplads, er vi nødt til at være realistiske, og København kan ikke klare opgaven alene. Derfor skal vi have både staten, private aktører og eller fonde på banen, siger kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV), i en pressemeddelelse, som er sendt til TV 2 Kosmopol.
Golfbanen i Ørestad er lejet ud af staten til Copenhagen Golf Club. Men det lejemål kan opsiges, mener partierne. For København skal også i fremtiden være en by med store events:
“Samtidig skal København være en grøn foregangsby, men hvis vi skal være det, kræver det også, at store events i fremtiden kan være meget bedre for klimaet,” udtaler kultur- og fritidsordfører for Enhedslisten, Frederik Kronborg, i pressemeddelelsen.