Af Tony Bispeskov, informationschef i DSB
Uanset om det er til hverdagsbrug eller en fritidstur rundt i sommerlandet, så kan DSB se det gode i at kombinere tog og cykel, og det kan vores kunder også.
Det er gratis at have sin cykel med i S-toget døgnet rundt, og som et forsøg er det også udenfor myldretiderne gratis at have cyklen med i regionaltoget, foreløbigt til den 31. august. Begge dele er meget populære. Vi er glade for, at Jens Kvorning, den 31. juli i Ørestads Avis, skrev at han er en af dem, der benytter sig af de mange tilbud til cyklisterne.
I disse år opgraderer og moderniserer BaneDanmark banen rundt omkring i landet, så den blandt andet er klar til fremtiden med nye elektriske tog, så rejsen i toget bliver mere bæredygtig. Det betyder, at der i perioder vil være togbusser på de strækninger, hvor der bliver arbejdet mest intensivt. De mest omfattende arbejder er oftest lagt i sommerferien, hvor pendlerne holder fri, så færrest mulige bliver generet.
Det kan give udfordringer for Jens Kvorning og andre cyklister, der normalt kombinerer tog og cykel, når sporarbejde og Togbusser kommer i vejen. Når vi erstatter tog med Togbusser, er det, som vi også skriver på vores hjemmeside, desværre ikke muligt at have cyklen med af flere årsager.
Rejsetiden for alle vores kunder ville blive yderligere forlænget, hvis der skal tages højde for at have cykler med i Togbusserne. I forvejen er rejsetiden længere, når Togbusser skal følge den øvrige trafik på vejene, og ikke som togene kan køre op til 180 km/t. Derfor er der også et stort hensyn at tage til de mange pendlere, der dagligt benytter toget, fordi det hurtigt bringer dem mellem hjem og arbejde
Togbusserne er typisk turistbusser, der ikke er velegnede til at have cykler med, uden at både cykler og andet bagage kan blive beskadiget. Sætter man en trailer bag på Togbussen, vil den i mange tilfælde blive for lang til at kunne komme ind på alle stationerne. Og som nævnt før, så gør vi, hvad vi kan for at holde rejsetiden så kort som mulig for vores kunder.
Sommerens største sporarbejder, hvor der er indsat Togbusser, er overstået, og de planlagte Togbusser er kørt i garagen. Nu er det lige så nemt at tage sin cykel med, som vi er vant til. Derfor håber vi, at Jens Kvorning, og vores andre cykelglade kunder, fortsat vil benytte vores muligheder for at kombinere cykel og tog.








