Thorbjørn skal lige besøge 75 lande mere – så kommer han hjem til Ørestad

Torbjørn C. Pedersen er over halvejs på sin ekspedition til alle lande i verden – som han besøger uden at bruge fly. Efter 128 lande og 1316 dage på farten gør han status med Ørestad Avis – og ser lidt frem mod livet efter sin rejse, hvor der venter familieliv i Ørestad Syd og løbeture på fælleden.

Den 10. oktober 2013 tog Torbjørn C. Pedersen afsked med kæreste, familie og ven- ner ved Dybbøl Mølle, for at tage ud på en rejse, der skal bringe ham til alle verdens 203 lande – uden at flyve. Efter tre et halvt år har Thorbjørn besøgt 128 lande, bl.a. ved at køre med 247 busser,
102 tog og adskillige biler og motorcykler.
Han har redet til hest, og sejlet med containerskibe mellem kon- tinenterne. Ialt har han rejst 167.000 km over land og hav, svarende til fire gange rundt om ækvator. På hans blog og på hans Facebookside følger omkring 30.000 med i hans rejse.
Hjemme i Danmark venter en lejlighed i 8Tallet i Ørestad Syd og hans forlovede Le, hvis hun da ikke besøger Torbjørn ude i verden.

Foto øverst: Sudan 2017. Torbjørn og hans værtsfamile i Khartoum.

Ørestad Avis har lavet et mail-interview med Torbjørn, som han besvarede på vej med skib fra Egypten til Malta:
Du har netop afsluttet din rejse gennem hele det afrikanske kontinent, nok den hårdeste ‘etape’ på hele sagaen?

“Jeg skal endnu til Libyen, Tunesien og Algeriet før den etape er overstået. Men jo, bestemt det hårdeste kontinent, på grund af bureaukra- tiet mellem grænserne. Når man ikke kan sproget og ikke er dus med kulturen kan det være ekstra svært. Der var desuden flere gange, jeg ikke kunne spørge folk til råds, da ingen havde gjort det før. Med hensyn til østaterne, var det logistikken, der drillede.”

De færreste almindelige danskere tager på ferie i et afrikansk land. Kan du give nogle gode grunde til at de skal gøre det alligevel?

“En rejse langs kysten omkring hele Afrika er lige så lang som en rejse hele vejen omkring jorden. Så det er et yderst stort kontinent og der er selvsagt meget diversitet. Men de fleste afrikanere er på mange måder lig os i Europa. De opdaterer FB på deres smartphone, de ser Premier League, de går på arbejde, sidder fast i trafikken, danser i klubben, får en kop kaffe, brokker sig over vejret, passer deres børn. En forskel er, at der er så meget rytme i Afrika. Man ser ofte folk stå og danse lidt imens de venter på bussen.

Kontinentet har ørken, savanne, regnskov, bjerge, søer, floder og strande. Og mange afrikanske lande har fokus på turisme. Som dansker kan man få en uforglemmelig ferie. Jeg vil godt fremhæve det lille ørige São Tomé og Príncipe, som er en udsøgt perle! Det er nærmest paradis på jorden.

Ingen malaria at tage hensyn til, visum ved ankomst, søde mennesker, god mad, fantastisk portugisisk arkitektur og de mest udsøgte strande de fleste nogensinde har oplevet. Det er endda billigt.”

Du er en mand i din ‘bedste alder’ som har sat flere år af til denne Odysseé. Nu er du cirka halvvejs. Hvad er den største pris?

“Jeg er OVER halvvejs, og hvert skridt fremad har været fortjent. Den største pris er tiden, der kunne have væ- ret brugt med familie og ven- ner. Faktisk kunne jeg have haft min egen familie nu, men det ser jeg ikke som en pris. Der er nærmere tale om en udsættelse.”

Bolivia 2014. Torbjørn og Le i saltørkenen Salar Uyuni. Le har besøgt Torbjørn ude i verden 11 gange indtil nu. Alle fotos: Copyright Once Upon A Saga.

Savnet til dine kæreste?

“Naturligvis savner vi hinanden. Vi er dog gode til at holde næsten daglig kontakt og hun udgør en stor del af min styrke og hjælper desuden med forskellige opgaver. Hun har nu været ude for at besøge mig 11 gange og det har forstærket vores forhold og skabt mange unikke minder. Vi blev endda forlovet på toppen af Mt. Kenya tilbage i november sidste år.”

Hvad du kunne have udrettet i stedet for?

“I planlægningsfasen af Sagaen blev jeg tilbudt 4 projekter, jeg kunne have sagt ja til. Jeg arbejder normalt med logistikopgaver rundt om i verden og der var især et projekt i Sydamerika, der trak lidt i mig. Havde jeg nu takket ja til det, så ville min økonomi i hvertfald være stærkere idag. Jeg havde helt sikkert også været bedre til spansk. Derimod ville jeg nok ikke have tillært mig det franske jeg kan idag. Jeg kunne være gift, have skabt et hjem og fået børn. Men det er altsammen noget jeg stadig har planer om at nå.”

Tryghed, penge?

“Jeg føler mig overordnet tryg. Det er vel klart at man skal se sig lidt for, men overordnet set er mennesker jo bare mennesker. De fleste folk har mere travlt med sig selv og deres verden end hvad de har med dig og så- ledes kan man føle sig tryg i tanken om at vi i det store ikke er så forskellige. Det er de mest banale ting, der fylder mest i livet: mad, søvn, transport, ventetid, familie, venner, underholdning etc. Med hensyn til økonomi, så trak Ross Offshore sig forståeligt som sponsor på projek- tet efter blot 2 år på grund af lave oliepriser.

Derefter kørte jeg i noget tid videre på min privatøkonomi. Nu har jeg taget et lån, og vi håber på at få en crowdfunding kampagne op at stå inden længe. Sagaen følges idag af ca 30.000 mennesker og hvis alle teoretisk betalte to dollars, så ville vi have de penge der skal til for at komme i mål.”

Hvad er de vigtigste oplevelser og indsigter, som du kan tage med hjem?

“Det har været en øjenåbner at se, hvor markant stor forskellen er på den virkelige verden og den verden, der fremstilles for os igennem medierne. Overordnet set har jeg også lært meget om hvordan verden hænger sammen eller ikke gør det. Jeg har knust flere af mine fordomme, lært om mine egne grænser og kapaciteter, fået en bedre forståelse for kulturer og religioner, jeg er blevet bedre til sprog og meget bedre til at læse og forstå mennesker jeg møder. Her i livet findes der den teoretiske skole og den praktiske skole. Med dette eventyr er jeg i den grad blevet velud- dannet i den praktiske.”

Du står på tærsklen til at skulle rejse i lande som Syrien, Irak, Yemen, Afghanistan. Vi er nok mange som er lidt bekymrede. Hvordan gør du rejsen sikker?

“Det kan jeg godt forstå. Man bombarderes jo dagligt med skrækhistorier om det værst tænkelige. Det man skal huske er, at der er tale om store lande fyldt med mennesker, som stadig skal få deres verden til at hænge sammen. Der er stadig sikre zoner i samtlige af de nævnte lande, med landbrug, fodbold og skolegang. Jeg skal blot holde mig godt opdateret når jeg nærmer mig, og vælge mine grænseovergange med omhu.”

Kan du bevare dit kæmpe engagement på resten af turen?

“Det er svært. Det er meget jeg bider over: Jeg er Good-will ambassadør for Dansk Røde Kors, der er selve logistikken i projektet, det men-
tale press, de stadigt voksende sociale medier, foredrag, interviews, venskaber, parforhold og meget mere. Vi må se.”

I Kongeriet Lesotho 2016. Rejse til hest. Alle fotos: Copyright Once Upon A Saga.

Er du ved at tænke på ‘at få det overstået’?

“Ja! Det er en hyppig tanke hos mig. Nok må være nok. Ofte føles det som om at jeg lever i en spiral uden ende. Det betyder dog meget for mig at gennemføre, hvad jeg har sat mig for. Det betyder også meget for mange andre. Desuden kan jeg stadig glæde mig til at skulle besøge lande som Kina og Japan. Så eventyret og inspirationen lever fortsat videre.”

Hvordan tænker du at dit liv skal være når du kommer hjem, til Ørestad?

“Når jeg har fået sovet ud så skal jeg giftes, hvis det da ikke allerede er sket et sted på rejsen. Der skal startes en familie og bygges et hjem op. Jeg skal løbetræne på Kalvebod Fælled som i de gode gamle dage. Der skal skrives et par bøger og holdes foredrag. Desuden skal jeg ind- hente noget af alt den mælk jeg ikke har fået drukket! ;)”

Du kan følge Thorbjørns rejse på hans blog www.onceuponasaga.dk og på facebook ‘Once Upon A Saga’. Alle fotos: Copyright Once Upon A Saga.

Kenya 2016. Torbjørn og Le på vej ned af Mt. Kenya hvor de to lige er blevet forlovet. Alle fotos: Copyright Once Upon A Saga.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve