Gratis: Kommunalvalget nærmer sig, og meget tyder på, at der bliver vendt op og ned på Rådhuset.
Af Jens-Kristian Lütken, beskæftigelses- og integrationsborgmester (V)
I de kommende fire år vil jeg arbejde for tre ting, som har særlig betydning for Ørestad. Det er områder, hvor der er god mulighed for, at ønskerne kan blive til noget. For tidligere tiders stopklodser synes på vej væk. Det gælder især i forhold til parkeringspriserne i Ørestad.
Det har ofte været en ensom kamp at sætte den urimelige forskelsbehandling af bilisterne i Ørestad på dagsordenen. Og som regel er forslagene blevet hældt af brættet med himmelvendte øjne. De tider synes nu forbi. Flere partier har indset nødvendigheden af en mere rimelig parkeringspolitik. Jeg tror derfor, at muligheden for at ændre på By & Havns urimelige p-priser kommer til at byde sig efter nytår.
Ét er i hvert fald sikkert – Venstre kommer til at løbe bolden i mål, så de tårnhøje parkeringspriser forhåbentlig bliver fortid.
Udover parkeringsspørgsmålet skal planerne om overdækning af motorvejen for alvor til at realiseres. Der er foretaget en række forundersøgelser af projektet, men det er på tide, at parterne sætter sig til bordet og lægger en plan for overdækningen.
Med stigende trafikmængder i forbindelse med åbningen af Femern Belt er der et enormt behov for at gøre noget ved støjen. Her er den bedste løsning en overdækning af motorvejen.
Det leder mig til det tredje løfte – nemlig flere idrætsfaciliteter. For de kunne nemlig placeres i forbindelse med en overbygning af motorvejen.
Det vil forvandle bydelens åbne sår til et samlingspunkt for hele området.








