Vejlands Allé igen åben for trafik

Energinets kabelarbejde på den vestlige del af Vejlands Allé er blevet udfordret af store sten og hård undergrund. Men fra søndag 6. september har der igen været åbent for trafik i alle vejbaner mellem Artillerivej og Center Boulevard.

Siden maj måned har Energinets entreprenør NCC arbejdet på at lægge rør til højspændingskabler i jorden under Vejlands Allé. Arbejdet begyndte ved Artillerivej og er siden blevet udvidet op til Røde Mellemvej.

Nu er arbejdet på den vestlige del af vejen fra Artillerivej til Center Boulevard afsluttet. Dermed kan vejbanerne på denne strækning åbne op for trafik til gavn for de mange bilister, der dagligt kører forbi Bella Center og Amager Fælled.

I krydset ved Center Boulevard har det været nødvendigt at lave underboringen i 11 meters dybde på grund af andre ledninger og rør. Men i denne del af Vejlands Allé består undergrunden – modsat længere mod vest – af store sten og hård kalk, som har været en udfordring for boremaskinen at komme igennem. NCC har derfor kæmpet længe med at få underboringen ned i den dybde, som den skal være i. Hvor det normalt tager cirka en uge alt i alt at lave en underboring, har denne underboring taget i alt seks uger. Det skriver Energinet.dk i et nyhedsbrev.

Senere kommer entreprenøren tilbage for at spule selve højspændingskablerne i jorden udvalgte steder. Det arbejder fylder mindre på vejen og vare i kortere tid.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »