Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

“Vi har alle brug for et sted tæt på”

Folkene bag den nye bodega STAMSTED vil have beboerne i Ørestad til at lære hinanden bedre at kende. STAMSTED skal være der, hvor man mødes om aftenen i uformelle rammer.

Efter at have stået tomt i et halvt års tid, får det lille hjørnelokale på Else Alfelts Vej 52A nu nyt liv. Her har der tidligere været vinbar og café, og nu skal der være bodega, eller værtshus om man vil. Et længe savnet vandhul i Ørestad Syd hvor man kan få sig et glas øl, vin eller en drink, og en lille bid mad.

”Det der med at sætte sig og få en øl eller et glas vin, et afslappet sted med god atmosfære og hvor tingene ikke er finere end de behøver at være, det er jo noget af det et værtshus kan, og som vi godt selv kan lide. Simpelt og godt, med ordentlige varer i gode kvaliteter, serveret med kærlighed og uden omsvøb,” siger Troels Overdal Poulsen, en af de fire personer bag STAMSTED.

Steffen og Katrina, som også ejer og driver Konsjös er de to andre. Den fjerde er Martin Guf Becker Rasmussen, som tidligere bl.a.har haft med restaurant ‘Nose To Tail’, ‘Madklubben’ og ‘KAY’s’ at gøre, og som man måske kender fra Godmorgen Danmark. Troels Overdal Poulsen har bl.a. været medejer og drivende kraft i kafferisteriet KONTRA Coffee. Alle fire bor i Ørestad Syd, og synes der manglede et sted hvor man kunne få sig en øl.
”Vi har alle brug for et sted tæt på, hvor vi føler at vi ubesværet kan være, og med en følelse af at “her, der kender jeg dem, og de kender mig.” For os gemmer navnet STAMSTED på hele ånden og tanken bag baren. Det skal være her hvor du lige kan trække vejret, mødes med vennerne eller komme forbi bare lige for at sige hej, fordi du kender bartenderen,” skriver de fire bodega-ejere i en pressemeddelelse.

De har selv boet mange år i Ørestad Syd, og lært hinanden at kende over en kaffe på Konsjös.
“Det var vores stamsted. Så da vi fik muligheden for at åbne et sted i Ørestad hvor vi kunne skabe endnu flere venskaber sammen, kunne vi ikke modstå tanken”.

Martin, Steffen og Troels fra STAMSTED. Den fjerde partner er Katrine. De har alle fire levet deres liv i og omkring restaurationsbranchen, og mener selv at de har en god fornemmelse for hvor vigtigt det er for bydel, at der er liv i gaderne når folk har fri.
“Vi håber og tror at folk vil støtte op om projektet. Vi vil i al fald gøre os umage med at skabe et sted som alle kan føle de kan høre til i.”

(Foto: Stamsted)

Aftenåbent
Steffen og Katrina har allerede butik i Ørestad Syd. Deres erfaringer fra Konsjös har givet en god fornemmelse med hvad der rører sig i bydelen.
”Vi hører ofte fra vores kunder på Konsjös, at de mangler et sted at gå hen om aftenen, når vi har lukket. Vi har leget med ideen om at holde aftenåbent, men synes ikke helt at lokalerne egner sig til bar om aftenen. Så da lokalerne lidt længere oppe ad vejen blev ledige, slog vi til med det samme. Vi er nu også selv flyttet til bydelen, og vil gerne lave et sted, hvor vi selv har lyst til at bruge vores aftener i godt selskab over et brætspil med en kold fadøl i hånden,” siger Katrina Ewers Hedegaard.

Et sted hvor alle kan føle, at de hører til
Der er på nuværende tidspunkt godt 25.000 indbyggere i Ørestad, så det skulle da være mærkeligt, hvis der ikke er kunder nok til en enkelt bodega, synes de tre stiftere.
”Ørestad er i virkeligheden et rigtigt rart sted at gå en aftentur, med fælleden som nabo og en masse spændende nye miljøer på vej overalt hvor der bygges. Det er let at se hvordan der år efter år, kommer stadigt flere mennesker i gadebilledet, men der mangler virkeligt steder hvor man kan slå sig ned og møde hinanden,” siger Troels.

Den lille sult
På Stamsted vil man også kunne stille den lille sult. Der vil være få, simple anretninger, tænkt som supplement til øl og vin.
“Maden er ikke i centrum, men vi vil altid have f.eks. en toast på menuen. Det kunne også være en paté med lidt surdejsbrød, eller bare en stor pose flæskesvær. Og nu hvor en af os er kok, kommer der også til at blive tændt op for grillen, når vi en gang i mellem får lyst til at lave en burger, eller hvem ved, måske en omgang tacos kunne komme på tale.

Burgerflipping?
De fire Ørestadsbeboere drømmer om, at Stamsted kan blive et dynamisk sted med plads til sjove arrangementer og folkelige events.
”Vi har virkeligt mange skøre ideer, og der er sikkert mange af dem der ikke bliver til noget, måske fordi de er FOR skøre. I bund og grund handler det meget om at have det sjovt, og hvis ellers forretningen er sund, så bliver der masser af plads til dét. Om det bliver Opgangsøl, Strik&Drik, picknick-kurv eller burgerflipping på en sommerdag vil tiden vise.”

Stamsted står til at åbne i løbet af Maj måned, og vil indledningsvis have følgende åbningsdage og tider:
Onsdag 16-23
Torsdag 16-23
Fredag 15-24
Lørdag 15-24

Du skal have abonnement for at læse denne artikel

Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Close